DEBAT: Båltalen ved sankthansfesten i Smørum

Godaften alle sammen! Først vil jeg sige tak for at få lov til at holde båltalen her i Smørum i aften.

Jeg har så mange dejlige minder og en stærk tilknytning til Ledøje-Smørum fra min tid som musikskoleleder, dengang det hed Ledøje-Smørum Kommune. Positive minder, som jeg altid vil bære med mig. Derfor blev jeg også oprigtig glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville være 'bål-taler' i aften.

Da jeg skulle forberede talen, tænkte jeg, at det ville være nærliggende at sige noget om metaforer for ild og ilds betydning osv. Og det har rigtig mange også gjort før mig. Men hvad er det egentlig denne aften handler om? Hvorfor er vi her i aften? Det vil jeg komme med mit bud på.

For mig er Sankt Hans Aften et symbol på fællesskabet og det dybtliggende behov for at have ritualer i fællesskabets navn. Det vil jeg vende tilbage til.

Sankt Hans aften er oprindeligt en hedensk skik, hvor vi hylder solen, solhvervet og markerer årets gang… vi markerer en cyklus, hvor vi går fra kulde mod varme symboliseret ved bålet.. Og bliver vi ved historien, så kan vi også sige, at Sankt Hans bålet har været kampen mellem det gode og det onde, hvor man i gamle dage mente, at man bekæmpede det onde ved at brænde de kloge kvinder, … og også mænd, der kunne være en trussel mod datidens kirkes 'sandhed'. … Det var samtidigt et magtmiddel … et magtmiddel til at holde folk i frygt…. Det var et folkehysteri mod dem, der var anderledes … det man ikke forstod, ... Det var en tro på, at der kun var én sandhed i troens navn. Og man har brændt bøger, som man mente var en trussel mod 'sandheden'.

Grundlæggende kan man vel sige, at mennesker er bange for det, de ikke kender, det der er anderledes. ….

Kunne vi dog bare lære af historien… Men det brænder også rundt i verden i dag? Fordi vi måske stadig hver især tager udgangspunkt i, at der kun er én sandhed.

Vi har terrorisme i London. Uhyggelige billeder af flygtende børn på et stadion… Hvor ekstremister bekender sig til én sandhed og bekæmper det onde set i deres perspektiv.

Vi har Syrien – Også her har vi uhyggelige billeder af flygtende børn… Krigen i Syrien har nu raset i 6 år, og situationen for børnene er værre end nogensinde. Skoler og hjem bliver bombet, og tusindvis mangler rent drikkevand. Vandforsyninger bliver jævnligt forurenet og bombet, og manglen på rent drikkevand sætter børnenes helbred på en alvorlig prøve. Disse, vores nye medborgere, som er flygtet fra krigens rædsler, er vores nye venner. Vi skal være nysgerrige på dem og lukke dem ind i vores fællesskab, og ikke være med til at skabe endnu et folkehysteri mod dem, fordi de er anderledes.

Og så er jeg nødt til at nævne Trump, der har erklæret krig mod medierne, som han mener, er falske skurke, der ikke giver det, han mener, er det sande billede af ham. Det gør han ved selv at benytte løgnen som middel til egen vinding. Her 'brændes' medierne på bålet. En farlig tendens for vores videnssamfund.

Og hvad vil jeg så sige med dette?

Hvor ligger fællesskabet i politik og magtudøvelse, hvor vi bekriger hinanden ud fra hver vores 'sandhed'? Kunne vi tænke i en anden form for politisk debatform eller politisk kultur? Vi har brug for de små fællesskaber, men må ikke lukke os om dem i et 'Os mod Dem'.

Hvis vi lige skalere det ned i lokale tilstande, så skal vi i gang med et byrådsvalg her til efteråret, hvor der også vil være magtkampe i et 'Os og Dem' perspektiv. Mit ønske kunne her være, at vi lærte af historien, og gik til valg på en dagsorden, der hed: at vi lytter og konstruktivt finder nye løsningsmuligheder i samskabelse og i fællesskab, og at vi møder hinandens perspektiver respektfuldt i stedet for at hytte hver vores i et 'Os mod Dem'.

Når alle disse dystre billeder er frembragt, vil jeg gerne vende tankerne mod et positivt symbol for ild.

For mig er ilden i den enkelte vær at dvæle ved. Det at brænde for noget. Det at være en ILDSJÆL.

For hvis vi ikke er til for at gøre en forskel, hvad er vi så til for? Det kan være for sine børn, andres børn, verdensfreden, klimaet osv.

Jeg vil mene, jeg er sat her i verden for at udrette noget … gøre en forskel - brænde for noget. Jeg er sat i verden for at tænde ilden hos andre og beriges af andres ild.

Her i Smørum har der altid været mange Ildsjæle – og det er dem, vi også burde hylde i dag. Jeg vil gerne takke arrangørerne og de deltagende her i aftenen for det kæmpe arbejde, I har gjort i fællesskabet navn.

Ledøje-Smørum har altid været karakteriseret ved deres ildsjæle indenfor kulturen og idrætten og meget andet. De bidrager ALLE med at gøre det gode for de mange i fællesskabet.

Det, at samles omkring bålet, kan man sige, er en urdrift. Vi har altid samlet os omkring bålets varme, og i gamle dage sad man omkring ilden og fortalte historier om livets store bedrifter, eller historier om 'hvad livet har lært os'… Det har været nærvær, ro og følelsen af at høre til et fællesskab, hvor man også kunne berige hinanden, og måske ordne de små lokale problemer - og hvor man respekterede de ældres visdom.

Så tilbage til, hvorfor vi er her i dag.

For at besvare dette, vil jeg her til slut citere Sabine Kirchmeier-Andersen, en dansk lingvist og politiker. Hun skrev følgende i 2013 i sin båltale ….:

Vi er her, fordi vi har brug for at være tæt på hinanden.

Vi er her, fordi vi vil hinanden, vi vil fællesskabet, nærheden, venskabet, kærligheden, omsorgen og varmen.

Vi er her, fordi vi ved, at det ikke er nok at sidde bag computeren og møde hinanden på Facebook.

Vi er her, fordi vi ved, at en sms fra en iPhone, selv med hjerte og smiley, er en sølle erstatning for et kærligt kram og et varmt smil.

Vi er her, fordi virkeligheden af kød og blod stadig er større end den digitale fantasi.

Vi er her, fordi vi ved, at vi kan løse problemerne sammen. Sammen er vi stærke.

Men det kræver, at vi taler sammen, og at vi forstår hinanden. Og det er ikke altid nemt.

Jeg synes, hun siger det så fint.

Afslutningsvist vil jeg sige… selvom det ikke altid er nemt at forstå hinanden, selvom vi er forskellige i hudfarve, i religion, i indkomst, i bilmærke, i politisk overbevisning, … så lad os gøre os umage i at finde ind til dét, der beriger os ved hinanden, - dét, som vi kan lære af hinanden… Lad os prøve at starte med at ville forstå hinanden, være nysgerrige på hinanden og finde ind til der, hvor vi kan møde hinanden … i fællesskaber.

Vi har brug for denne slags traditioner for at mærke, at vi har en samhørighed med hinanden, men måske også med noget, der er større end os selv. Tak.